itsl_SI_Traef16

Som administrator, skoleleder eller skolesekretær kommunikerer du dagligt med medarbejdere, forældre og elever i SkoleIntra. Det kræver sin mand/kvinde! For det er ikke let at få budskaberne til at gå igennem, som du havde tænkt det.

På SkoleIntra-træffet tilbyder vi en række sessioner, der tager fat i problematikkerne omkring god kommunikation og brugen af SkoleIntra som kommunikationsplatform.

Skolens digitale strategi

På Undervisertræffet holder lektor og forfatter Anette Grønning oplægget Digitale samtaler mellem skole og hjem. Oplægget har baggrund i hendes bog Sociale medier i skole og fritid, der er skrevet sammen med Lotte Nyboe. Anette Grønning vil give et bud på, hvordan vi på skolen får det bedste ud af den digitale ramme, som dialogen mellem skole og hjem er flyttet over i med ForældreIntra.

Oplægget følges op af workshoppen Etik og digitale strategier for god kommunikation, hvor deltagerne har mulighed for at arbejde med skolens egen kommunikationspolitik. Så står i midt i arbejdet med en digital strategi, så er det her, du skal være med.

Gammeldags kontaktbøger og ’svar til alle’-funktion

Organisationstræffet byder på i alt fire sessioner med omdrejningspunkt omkring kommunikation.
Onsdag den 9. november kommer viceskoleleder Andreas Fatum og deler ud af sine egne erfaringer i oplægget Om kommunikation, gammeldags kontaktbøger og ’svar til alle’-funktionen.

Det handler om skolens kommunikationspolitik, når han stiller spørgsmål som: Hvor tilgængelige skal vi være, når det drejer sig om kommunikationen mellem skole og hjem? Hvornår må lærerne holde fri? Og hvad må og kan man egentlig skrive til hinanden?

Andreas Fatum holder efterfølgende workshop om emnet, hvor han giver input til det videre arbejde med retningslinjer for skolens kommunikation.

Undgå støj på linjen

Kommunikationseksperten Kresten Schultz Jørgensen holder åbningsforedraget i Teatersalen den 10. november. I foredraget Skolens kommunikation vil han sætte spot på, hvordan skolefolk kan lave stærk og effektiv kommunikation – både internt og eksternt. Det bliver et foredrag med masser af konkrete eksempler og brugbare tips og tricks til det daglige arbejde.

Senere samme dag kan du møde skolebestyrelsesmedlem Morten Laulund Uldbæk, der har været aktiv i opbyggelsen af en friskole. Han fortæller i oplægget Fra Intra-støj til Lydbehag om både den fysiske støj og den støj, der kan opstå, når kommunikationskanalerne bliver misbrugt.